Toppedalskolen

okt 26, 2021

Kategori: Institution

Vi udvider Toppedalskolen 

I Vindblæs bygger vi en ny undervisningsfløj til mellemtrin og udskoling med Vesthimmerlands Kommune som bygherre. Her bliver Toppedalskolen udvidet med ca. 1.650 kvm, der byder klasselokaler, grupperum og et fællestorv samt rum til madkundskab, naturfag, billedkunst samt håndværk og design. Der er direkte udgang til udendørs aktiviteter fra alle lokaler. Det skaber albuerum og god kontakt mellem inde og ude, så udearealerne også bliver inddraget som aktive læringsrum.

På fællestorvet og i de to åbne grupperum skaber vi et mødested for elever på tværs af klasser til aktiviteter, samvær og spil. Det er også på fællestorvet, at rumligheden og de synlige spærkonstruktioner understreger det karakterfulde rum, hvor der er åbent til kip og ovenlys. Her vil huset summe af energi og skaberlyst.

Vi har fokus på at skabe en helstøbt skole, der forener nyt og eksisterende i en funktionel og arkitektonisk helhed. Her er trivsel for den enkelte elev og for hele fællesskabet i højsædet, når vi bygger skolens nye tilbygning med et godt indeklima og arbejdsmiljø samt valg af bæredygtige materialer. Lige i ånd med skolens og nærområdets allerede eksisterende kvaliteter.

De bæredygtige valg kommer til syne med bl.a. CLT-elementer med synlig træoverflade på alle facade bagvægge, solceller på taget og materialer med lav miljøbelastning, som er demonterbare og nemt kan genanvendes. Derudover udfører vi taget uden tagrende, så regnvand opsamles til køkkenhaven og øger biodiversiteten.

vi i Q-Construction ser frem til at give bygherre, elever og lokalområdet en god oplevelse i samarbejde med Cubo arkitekter og Sweco.

Kvm: ca. 1.650 kvm
Bygherre: Vesthimmerlands Kommune
Bygherrerådgiver: MOE
Ingeniør: Sweco
Arkitekt: Cubo Arkitekter
Hovedentreprenør: Q-Construction A/S
Årstal: 2021-2023
Beliggenhed:
Vilstedvej 161, 9670 Løgstør