Knudrisrækkerne

jul 1, 2019

Kategori: Bolig

Q-Construction bygger Aarhus’ højeste træhus med fællesskab, bæredygtighed og upcycling som de centrale værktøjer 

I Knudrisgade i Aarhus erstatter vi den tidligere folkeregisterbygning med 89 bæredygtige og nyskabende almene boliger for Boligkontoret Århus. Visionen har været at skabe en DGNB-certificeret bygning, der vil lokalområdet og dets skala, men som også vil bidrage med nye oplevelser i nærmiljøet. En bygning, der med dobbelthøje rumligheder og anderledes planer udfordrer tankerne om dét at bo alment. En bygning, der på den ene side peger fremad med et usædvanligt bæredygtigt koncept, men samtidig tager fortidens historie med sig ved at genanvende dele af det eksisterende hus.

Upcycling – fra loftplader til levende facader 

Knudrisrækkerne skal bygges bæredygtigt, så både opførelsen og den mangeårige drift har minimal CO2 og generel klimaaftryk. En af måderne er, at projektet genanvender de største CO2 syndere i det eksisterende byggeri, nemlig aluminiumsloftsplader og vinduer. Disse bliver upcyclet, så de indgår som en del af de nye boligers facadeudtryk – en synlig bæredygtighedsstrategi. Derudover udføres de nye boliger i træ som en hybridkonstruktion. Her benytter vi træ i flere bærende konstruktioner samt på facaderne. Disse tiltag er med til at hæve DGNB-scoren, så bygherre får et guldbyggeri.

Med Knudrisrækkerne får Aarhus Midtby og Boligkontoret Århus en markant ny bygning, der udfordrer den klassiske tanke om, hvad almene boliger er. Det bliver et hus, der indtænker fællesskabet i alle skalatrin – med boliger, der er udformet, så alle kan finde en attraktiv bolig inden for en overkommelig husleje. Bebyggelsen vil bringe bæredygtigheden helt ind til midtbyen og bliver med sine 5 etager Aarhus’ højeste træhus.

Vi bygger et hus til fællesskabet – nu og i fremtiden. Det bliver en god grøn oplevelse for bygherre, beboere og Aarhus“, fortæller Søren K. Overgaard, Projektchef i Q-Construction.

Kvm: 7.385 m²
Bygherre: Boligkontoret Århus
Bygherrerådgiver: NIRAS A/S
Ingeniør: MOE A/S
Arkitekt: KANT arkitekter A/S
Totalentrepenør: Q-Construction A/S i konsortium med Enkon A/S og Frede Andersen VVS A/S
Årstal: 2019-2021
Beliggenhed: Knudrisgade 5, 8000 Aarhus C