Q-Construction har firedoblet omsætningen i løbet af de seneste fire år og fortsætter nu vækstrejsen med ny medejer.

KPC har købt 20 % af virksomheden Q-Construction. Samarbejdet mellem KPC og Q-Construction er blevet formaliseret forud for flere fælles projekter, der ligger i pipelinen i de kommende år.

Adm. direktør, medejer og stifter af Q-Construction A/S Morten Rankenberg fortæller om den nye partner: “Vi har fået en drømmepartner i KPC. De er dygtige til at drive deres forretning, og med deres store erfaring og ballast vil de kunne hjælpe os med yderligere vækst. Vi forventer at fortsætte Q-Constructions vækstrejse i årene frem og den firedobling af omsætningen, vi har set i de sidste fire år skal bringe os til en milliard omsætning i 2023/2024.” Morten Rankenberg fortsætter: “Det har været vigtigt for os at finde en partner, der ønsker at investere i os og ikke at drive virksomheden. Vi ønsker at fortsætte ledelsen af Q-Construction og udvikle den i de kommende år. Samtidig giver ejerskabet os mulighed for at løse projekter for KPC i fremtiden, og det er vi meget glade for”.

Adm. direktør i KPC A/S, Bo Knudsen udtaler om købet: “Vi ser en fordel i at investere i Q-Construction, fordi der er tale om en veldrevet virksomhed med en talentfuld organisation. Der er god kemi mellem KPC og Q-Construction, og vi ser en strategisk værdi i at formalisere samarbejdet mellem os. KPC har i de senere år investeret i en række virksomheder, og vi ser det som den rigtige model til at øge vores samlede portefølje”.