Det er en stor fornøjelse at meddele, at stifter og partner Morten Rankenberg overdrager stafetten som CEO til Lasse Kåre Olsen pr. 1. marts 2022. Morten har stået i spidsen for at udvikle og professionalisere virksomheden i 15 år. Nu har Morten besluttet, at næste udviklingstrin for Q-Construction er en udskiftning af ham selv som CEO, så Morten kan få mere tid til at fokusere på projekt- og forretningsudvikling i Q-Construction.

“Det har været en fantastisk rejse, hvor vi igennem de sidste 15 år har skabt et succesfuldt Q-Construction. Opskriften har for mig altid været at fokusere på virksomheden som det øverste element, altså at sætte rollen som Chief Development Officer (CDO), så Q-Construction kan fortsætte sin vækst og udvikling. Der ligger så mange muligheder i markedet, og mange projekter skal der arbejdes intensivt med i forhold til tidlig involvering. Dét er projekter, som jeg som entreprenant finder utrolig spændende”, udtaler Morten Rankenberg.

Morten Rankenberg siger videre, at ønsket om at videregive rollen som CEO har været i proces igennem de sidste par år. “Jeg har altid haft fokus på, at jeg som ejerleder hele tiden har kunnet være katalysator og inspirator for mine medarbejders og firmaets positive udvikling. Det synes jeg med alt beskedenhed, er lykkedes, og nu er det tid til at give stafetten som CEO videre”.

Valget af ny CEO i Q-Construction er faldet på Lasse Kåre Olsen. Lasse har en baggrund som civilingeniør og kommer fra en stilling som områdedirektør i NCC med ansvaret for det NCC-ejede firma Jakobsen & Blindkilde. Og før det var Lasse blandt andet afdelingsdirektør i KPC.

“Jeg kender Lasse fra vores fælles tid i NCC, og jeg har fulgt ham lige siden. Han var den eneste, jeg pegede på, som min afløser, og heldigvis var ejerkredsen og bestyrelsen enige. Jeg er sikker på, at vi med Lasses kompetencer ombord ift. faglighed, struktur, driftssikkerhed og personlighed sikrer Q-Constructions fortsatte positive udvikling”, siger Morten Rankenberg.

Lasse udtaler, “Morten har opbygget en særlig entreprenørvirksomhed, der skiller sig ud ved at have et ekstraordinært fokus på medarbejderne, bæredygtighed og ikke mindst kunderne, gerne i tidlig involvering og tæt samarbejde”.

Lasse siger fortsat, “Jeg glæder mig til at starte i Q-Construction og ser frem til at skabe videre udvikling og vækst i Q-Construction i tæt samarbejde med den professionelle bestyrelse, de kompetente medarbejdere og ikke mindst Morten, der som ansvarlig for projekt- og forretningsudviklingen i Q-Construction, bliver en vigtig nøgleperson til Q-Construction fortsatte succes”, udtaler Lasse Kåre Olsen.