I Sporbyen Scandia kører tidsplanen på sporet og vi er kommet godt fra start med byggeriet på 72 almene boliger for Domea Randers. Her er vi ved at lægge sidste hånd på fundamenterne, så vi i næste uge kan begynde at montere betonelementer. Byggeriets start blev i går symbolsk markeret med første mursten, der blev lagt af Torben Hansen, Borgmester i Randers og Marianne Schultz, formand for Domea Randers.

Vi bygger stolt videre på en unik historie på grunden, hvor den tidligere togfabrik Scandia har produceret hundredvis af vognsæt siden 1861. Den unikke historie og DNA kan spores i arkitekturen og materialevalget på Væksthuset. Her vil murstenen, tagterrasserne og det samlede udtryk på det færdige byggeri matche historien for det gamle industriområde.

Væksthuset bliver opført i fire længer og fire etager med varierende boligstørrelser og fælles gårdrum. De 5.800 kvm bliver bygget med kvalitetsmaterialer, der løfter standarden for almene boliger.

Vi i Q-Construction er stolte af at være en del af endnu et spændende byggeri, der har en unik historie. Vi ser frem til et fortsat godt byggeforløb og en god oplevelse i selskab med Domea Randers, Ingeniør’ne og Transform Arkitekter.